STORKEN & DIGTEREN

Storken er reist til fremmed' Land,

Spurven boer i dens Rede;
Løvet falder,

men Bærret staaer rødt paa den sorte Hede.
Taagen ligger saa kold og klam,

Vedet fældes i Skoven,
Bonden gaaer paa den vaade Mark,

vælter Jorden med Ploven.
Over de sorte Muldvarpskud flyver en vildsom Svale,
Skjuler sig mellem Mosens Rør,

kan ei synge, ei tale.
Draaben falder saa kold og tung

ned fra Træernes Grene;
Minderne leve, uden dem følte sig Hjertet ene.
Som Oceaners dybe Ro førend Stormene stige,
Ja, som et Havblik er der i hele Naturens Rige,
Havblik, Forbudet paa en Storm,

snart den stiger med Vælde,
Da skal Skoven staae som et Vrag,

alt de Masterne fælde.
Tomhed breder sig meer og meer,

her er ei Fryd, ei Smerte;
Livstomt staaer den stolte Naturs

svulmende Digterhjerte.

(H.C.Andersen)

En meget smuk og billedlig måde at fortælle om en våd og kølig oktoberdag. Og en smertefuld forelskelse. Det var hans lod og kunnen, vores kære H.C.Andersen.

De små storke på billederne flyver dog ikke så langt. De er lige kommet hjem til butikken FRØKEN ANKER. Se mere HER

En søndags hilsen

fra det våde og kølige Jylland

Birgitte