Eller at have en spilledjævel bag øret
Vi har alle laster. Af den ene eller anden slags. Og jeg har aldrig været den store spiller. Hverken kort eller brætspil.
Men på een af de sidste indkøbsture, købte jeg disse skønne, gamle DOMINO-brikker. De er lavet i to slags ben, og har en dejlig stor størrelse. Det er virkelig et spil, der kan samle familien. Både store og små, og der er blevet spillet i mange timer, her i pinsen, under megen snak og latter. For spillet er meget enkelt, alle kan være med, og en runde tager ikke mange 15 minutter.
I fredags skulle jeg hurtigt til Viborg og købe ind til Pinsen. Vi skulle have lidt familie på besøg, og så skulle der købes nogle blomster til haven.
Da jeg kom ud af Plantorama, var der nok blomster i indkøbskurven. Men der var også een af den slags fristelser, min mand ikke kan forstå, at jeg ikke kan kureres for!
Hun sad jo bare der og kiggede på mig, med de store sorte øjne, og det plyssede tøjdyrs uskyldige udtryk. Jeg opfandt hurtigt en undskyldning i mit hovede, at det var et impulskøb til Julius, mit barnebarn, der skulle passes her i pinsen!
Men det er jo ikke hele sandheden.
Jeg har altid samlet dyr til huse. Da jeg var barn havde jeg en helt zoo i mit værelse. Min far byggede bure i haven til mine høns, ænder, gæs, undulater og kaniner. Og i værelset boede skildpaden Stevador side om side med chinchillaen og jordegernet og alle mine marsvin og hamster.
Og mine børn har arvet den samme glæde til dyr, som jeg har. Så overraskelsen var ikke stor, da de så MOKKA, den lille dværgkanin.
Den eneste der mukkede lidt, var min mand. Men det gik hurtigt over, for hvad stiller man op med en flok dyreglade og spillefortabte familiemedlemmer?!
Og Julius... han synes da bare den er så søøød :o)
Med dette store grin,
vil jeg ønske alle en fortsat dejlig pinse
Birgitte
