Viser opslag med etiketten SPROG. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten SPROG. Vis alle opslag

onsdag den 13. februar 2013

Min føøst tusin' oe å synnejysk



Når jeg sidder og arbejder, kører radioen altid på P4 i baggrunden. I dag var der noget om dialekter. Og speakeren havde en snak med en sønderjyde.

Jeg er født og opvokset i Sønderjylland. Og min familie bor der stadig. Så jeg er en af de personer, der slår over i dialekt, når jeg taler med 'dem derhjemme'. 

Derfor strittede mine ører også ekstra, da jeg hørte mit modersmål i radioen. Det drejede sig bl.a. om Æ Synnejysk forening, og om bevarelsen af det sønderjyske sprog.

Hele min barndom har jeg oplevet et stort sammenhold i vores landsdel, og jeg er vokset op med historier om frihedskæmpere, fly, der faldt ned og rationeringer. Men også med mobning i skolen, fordi lærere ikke ville acceptere vores dialekt. Eller måske ikke forstod den.
Sønderjylland lå - og ligger stadig - på dørtrinnet til Tyskland. Og dette kunne mærkes under krigen. Det har naturligvis præget lokalbefolkningen meget. Og især de ældre, her også mine forældre.

Men jeg er også stolt af at være 'synnejye'. Så da jeg opdagede denne ordbog med tegninger og oversættelser fra sønderjysk til dansk, så måtte jeg straks have et parti til uddeling mellem mine børnebørn!

Bogen er inddelt i kategorier som f.eks. "Æ bunngåe" (bondegård), med ord som: Æn'e (ænder), "stol"(stald) og bunn (bonde)
Bogen er også fin som lærebog for "indvandrere" til Sønderjylland.
Æ Synnejysk forening blev stiftet 27. januar 2000, for at fremme det sønderjyske sprog.

Er du blevet nysgerrig, så kig her


God fornøjelse
Birgitte